Depression

Et sted mellem 100.000 og 175.000 danskere får en eller flere gange i deres liv en bipolar affektiv sindslidelse. dvs. en sygdom, hvor man er i en af de to modsatte faser, mani og depression. Det var det, der tidligere hed maniodepressiv psykose.

Manier og depressioner viser sig først og fremmest ved at ens humør eller grundstemning forandrer sig. Har man et forhøjet stemningsleje, kan det være mani, og har man et nedsat stemningsleje, kan man have en depression. Når man har en mani er man opstemt eller irritabel, man er overaktiv, rastløs og usamlet, og man sover næsten ikke. Man overvurderer sig selv, og man handler uansvarligt. Når man har en depression, nedvurderer man sig selv, man er trist og føler at alt er håbløst.

Årsager

Depression har ofte mange forskellige årsager, og det er tit svært at pege på en enkelt grund til, at man får en depression. Depression kan oftest skyldes en genetisk eller tidligt grundlagt sårbarhed kombineret med ydre belastninger. Mennesker kan have oplevet nederlag, eller tab i barndommen f.eks. skuffelser, kritik, svigtende omsorg og mangel på kærlighed. Nogle mennesker er selv klar over, hvad der er årsagen, men mange oplever det som om manien eller depressionen er kommet indefra, uden at der har været en ydre grund til det. Derfor hed den depressive fase af sygdommen tidligere endogen depression. Selv om man oplever det som om sygdommen kommer uden grund, er årsagen næsten altid at man har været udsat for et psykisk traume, som man ikke er bevidst om. Man kan f.eks. have haft en kontrovers med et andet menneske, opleve en skilsmisse, alvorlig sygdom eller der kan være sket noget andet, som går en på, uden at man er klar over det.

Den sociale arv spiller en stor rolle for risikoen for at få en mani eller depression. Hvis ens mor eller en far har haft sygdommen, er risikoen for at man selv på et tidspunkt i sit liv får den omkring 15-30 procent. Har man en enægget tvillingbror eller søster, som har haft sygdommen, er risikoen oppe på 75 procent, mens den for en tveæggede tvilling er omkring 20 procent. Der er mange forhold, der kan udløse en depression:

Depression i familien (social arv)
Omsorgsvigt eller overgreb i barndommen
Alvorlig fysisk sygdom
Misbrug alkohol/stoffer – eller andet misbrug
Tab (dødsfald, skilsmisse, afskedigelse)
Store livs forandringer (flytning, barsel, pensionering)
Konflikter (i familien og på arbejdet)
Langvarig stress
Visse medicinske præparater (nervemedicin, blodtryksmedicin, hormoner)

Manisk fase:

Symptomer på mani:

Man har haft mindre behov for søvn end normalt?
Man pludselig i en periode har været i unormalt godt humør
I en periode har været meget mere aktiv end man plejer
Begynder at tale mere end man plejer?
Har en betydelig større trang til selskabelighed og samvær med andre end man plejer?
Har stor intuitiv trang til at købe ting eller gør ting som ikke er gennemtænkte?
Har svært ved at koncentrere sig eller let bliver distraheret?
Har betydelig større seksuel aktivitet end normalt?

Depressiv fase:

Symptomer på depression:

At man igennem en periode har været nedtrykt, trist og i dårligt humør?
Føler at man er begyndt at bliver hurtigere træt og ikke har ret meget energi?
Er træt det meste af dagen?
Har fået mindre lyst til at foretage sig noget, og man har mistet interessen for ting som
man tidligere interesserede sig for?
Sover betydeligt mere eller mindre end man plejer?
Har haft mindre selvtillid og lavere selvværdsfølelse end normalt?
Begynder at lide af skyldfølelse og bebrejder sig selv urimeligt?
Har tanker om, at det ville være bedre, hvis man var død, at der ikke findes nogen anden
udvej end selvmord, eller om man har haft tanker eller planer om at begå selvmord?
Har problemer med at koncentrere sig eller oplever at man ikke kan tænke klart?
Er begyndt at miste appetitten og har tabt sig?
Er begyndt at trøstespise og har taget på?

Behandling manisk fase:

Mange mennesker føler at de har det virkelig godt, når de er maniske. De føler at de kan klare meget mere end normalt, og deres selvværd er højt. Det kan derfor være svært at blive motiveret for at få behandling, og af samme grund er det vanskeligt at få noget ud af psykoterapi, hvis ikke man samtidig tager medicin. En anden faktor er at et manisk menneske, som har gang i en masse aktiviteter og ikke føler at der er behov for behandling ofte ikke vil være motiveret til at tage medicinen. Det kan også være svært for familien at håndtere situationen, og det kan derfor blive nødvendigt at løse disse problemer ved at man bliver indlagt. Under en indlæggelse gør personalet hvad de kan for at dæmpe aktiviteterne. De forsøger at overtale den maniske til at holde sig mest muligt i ro og til at tage medicinen

Hvis man har en mani, som ikke bliver behandlet med medicin, vil den ofte gå over af sig selv efter nogle måneder. Nogle manier kan dog vare op til flere år, hvis de ikke bliver behandlet.

Når man får medicin, vil manien ofte gå over i løbet af 4-12 uger. Det første tegn på, at manien begynder at tage af, kan f.eks. være at man begynder at sove bedre om natten.

Når man er blevet helt rask efter en mani, er risikoen for at få en ny mani eller en depression senere i livet firs procent. Hvis man vælger at tage forebyggende medicin kan risikoen reduceres til 30 procent, men det forudsætter at man tager medicinen hver dag resten af livet – eller så længe man ønsker at forebygge sygdommen.

Der er overordnet fire behandlingsprincipper mod mani:

Beroligende medicin:

Ofte er det en god idé at tage beroligende medicin. Det dæmper uroen og kan give en bedre søvn. Man kan enten tage såkaldte benzodiazepiner, som er almindelig nervemedicin af samme type som Stesolid, eller man kan bruge såkaldte højdosisneuroleptika, som f.eks. Nozinan. Imidlertid får de fleste ubehagelige bivirkninger af højdosisneuroleptika, mens bivirkningerne ved benzodiazepiner er mindre ubehagelige. Til gengæld kan benzodiazepiner være vanedannende, hvis man får det i lang tid. Hvis man ikke har haft problemer med misbrug af f.eks. alkohol, er benzodiazepinerne det bedste valg.

Lithium eller antiepileptisk medicin:

Som regel er det også nødvendigt at man får medicin mod selve manien. Her kan man tage Lithium eller antiepileptisk medicin, f.eks. Tegretol, Deprakine eller Lamiktal. Lithium og antiepileptisk medicin har som hovedregel færre bivirkninger end antipsykotisk medicin. Antiepileptisk medicin er oprindelig udviklet mod epileptiske anfald, men det har vist sig at medicinen også virker mod mani.

Antipsykotisk medicin:

Det kan også være nødvendigt at tage antipsykotisk medicin, neuroleptika, især hvis man er meget urolig pga. psykotiske symptomer. Der findes flere former for antipsykotisk medicin, hvoraf nogle har flere bivirkninger end andre. Risikoen for at få ubehagelige bivirkninger er mindst hvis man får de nyere typer af antipsykotisk medicin, de såkaldte atypiske neuroleptika, i en lav dosis.

Elektrochok:

I sjældne tilfælde kan en mani blive så alvorlig at man i flere dage ikke sover. Det kan føre til at man får en meget alvorlig sygdom, truende delirium. Et truende delirium er livsfarligt, men kan behandles med elektrochok. Ofte er det nok at man får behandling tre dage i træk, og derefter kan medicinen klare resten.

Behandling af Depression

Den depressive fase af den bipolare affektive sindslidelse kan behandles med:

Psykoterapi:

Psykoterapi virker mod lette til moderate depressioner. Ifølge de undersøgelser der er lavet, først og fremmest i USA, virker psykoterapi alene lige så godt som medicin alene. Psykoterapi har desuden den fordel at virkningen af den holder længere end virkningen af medicin. Den form for psykoterapi der benyttes mest i USA er kognitiv psykoterapi, hvor man fokuserer på og bearbejder de tænkemønstre, kognitioner, som danner og vedligeholder depressionen. Det er usikkert, hvor stor betydning det har, om man får den ene eller den anden form for psykoterapi mod depression, og der er andre faktorer som tilsyneladende har større betydning. F.eks. hvor stor tillid man har til sin terapeut, og om man synes at ”kemien” passer.

Psykoterapi sammen med medicin:

Forskning viser at en behandling der består af både psykoterapi og medicin virker hurtigst og mest effektivt, hvis man har en let eller moderat depression. Har man en sværere depression, kan man have det så dårligt at psykoterapi ikke virker. Alligevel har det stor betydning for behandlingen, at man med korte mellemrum taler med en psykiater om, hvordan det går med behandlingen.